Sikker når du klikker – lad os få styr på vores personlige IT-sikkerhed

Forbrugerrådet Tænk starter i dag kampagnen ”Sikker når du klikker”, som er videreudvikling af sletmig.nu – et initiativ vores kollega Kenneth startede op for nogle år siden. Vi er stolte af, at Forbrugerrådet Tænk ville overtage konceptet, fordi de kan skabe den nødvendige opmærksomhed om IT-sikkerhed for os alle sammen. Her kan du læse mere om tankerne bag og finde links til kampagnen og masser af viden om, hvordan du sikrer dig bedst muligt på nettet.



Formålet med sletmig.nu var i sin tid at lave nogle letforståelige guides til hvordan man kunne slette diverse profiler og konti. Baggrunden var flere og flere sager om personer, der havde fået lagt noget på nettet, de egentlig ikke ønskede. Herudover handlede det også meget om de problemstillinger, der opstår, når en pårørende afgår ved døden, og man ikke har vedkommendes kode til f.eks. Facebook.


I dag er konceptet blevet til en kampagne udviklet i samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk og bl.a. Kenneth. På kampagnesitet www.taenk.dk/sikkerklik kan du finde masser af guides og videoer med Kenneth, der på en letforståelig måde hjælper dig med at sikre dig bedst muligt på internettet.

Fokus for kampagnen er at gøre os opmærksomme på at forholde os til det, vi deler. Kenneth bruger som eksempel bl.a. den mor, der deler en video på YouTube med sin lidt buttede 10-årige dreng, der står og giver den gas med bruseren. Denne video er set over 1,5 millioner gange. ”Det kan godt være, at det er super sjovt. Sagen er bare den, at når drengen bliver teenager, og nogen finder det klip; så kan det være, at drengen ikke synes det er sjovt mere. I sådanne tilfælde SKAL muligheden være tilsted for at få en film som denne slettet 100%”, siger Kenneth.

 

Landdækkende kampagne

 

Udover at du som forbruger kan gøre brug af alle de gratis guides du kan finde på www.taenk.dk/sikkerklik, søsætter bibliotekerne landet over undervisning i ”privacy”. Tjek hos dit lokale bibliotek, hvis du vil vide mere. Derudover kan du med fordel følge Forbrugerrådet Tænk på deres Facebookside: www.facebook.com/taenk.dk/ – så er du altid opdateret på de nyeste informationer vedr. f.eks. din private IT-sikkerhed.

Besøg www.taenk.dk/sikkerklik og få guides til, hvordan du sikrer dig og dine bedst muligt, når I bevæger jer på internettet.

 

Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du som virksomhed gerne vil have nogle simple råd til, hvordan du sikrer din virksomheds og dine ansattes privacy på nettet.

 

Her kan du læse Forbrugerrådet Tænks pressemeddelelse om kampagnen: https://taenk.dk/om-os/presserum/danskerne-mangler-kontrol-over-deres-personlige-oplysninger 

 

 

Her kan du læse vores kollega Kenneths blogpost på LinkedIn om hans tanker bag initiativet:https://itsikkerheddansk.blogspot.dk/2017/03/sikker-nar-du-klikker-lad-os-fa-styr-pa.html